Værum Maskinværksted investerer i fremtiden
Randers-virksomheden har investeret i ny laserskærer og ny kantpresser.
- Investeringen betyder, at vi øger vores skærekapacitet med 60 procent i forhold til vores gamle laserskærer, og gør at vi naturligvis bliver endnu mere konkurrencedygtige rent prismæssigt, fortæller Jørgen Dam Nielsen fra Værum Maskinværksted.
Laserskæreren har et maksimalt arbejdsområde på 3.000x1.500 mm og en lasereffekt på 6.000 watt. Fokuspunktet kan justeres i forhold til materiale, tykkelse og skæremetode, og i alt kan den skære pladetykkelser fra 1 til 25 millimeter med samme 7,5 tommers linse.
- I forhold til vores gamle maskine kan vi nu skære 25 mm sort stål mod tidligere 15 mm. I rustfri kan vi skære 20 mm mod tidligere 12 mm, og i aluminium er vi gået fra 10 mm til 15 mm, siger Jørgen Dam Nielsen.
Kantpresser på skrump
Kantpresseren er med syv akser og har en maksimal bukkelængde på 3.220 mm, en slaglængde på 200 mm og en udladning på 420 mm. Den er forsynet med Amadas patenterede, reaktive undervange, der sikrer parallelle buk, uafhængig af materialetype og –tykkelse samt bukkelængde.
- Vores kantpresser er faktisk krympet lidt i forhold til den gamle, som var på 340 ton x 4.000 mm. Den nye er ”kun” 170 ton x 3.000 mm, forklarer Jørgen Dam Nielsen, og slutter:
- Grunden til vi er gået lidt ned i størrelse er på grund af hastigheden, og at vi har fået syv akser og digipro, som måler pladetykkelse og korrigerer bukkevinkler for ensartet bukning. Men vi kan faktisk klare 98 procent af vores bukkeopgaver på Amada’en, og de sidste 2 procent har vi gode kollegaer i branchen, der er behjælpelige med.