23948sdkhjf

GE skal levere LORC vindmølletestbænk

GE Power Conversion skal konstruere, kommissionere og levere en af verdens mest avancerede faciliteter til test af naceller på op til 10 megawatt.
Kontrakten omfatter den første af to teststande, den såkaldte funktions-tester inklusiv drivtog, grid simulering, kontrolsystemer og funderingsarbejde. Testbænken bliver i stand til at teste nacellens funktionalitet og ydeevne ved brug af en specielt designet adapter, som helt unikt gør det muligt at teste vindmøllen inklusiv navet og den software og hardware, som møllen vil være udstyret med i en vindmøllepark. Fordelen ved at teste med nav og det såkaldte pitch-system aktivt er, at det åbner for en lang række muligheder for test af vindmøllens egne controllere. Det vil give meget realistiske test og LNT’s (Lindoe Nacelle Testing) design er enestående.

- LNT er designet til at blive bygget med kommercielt tilgængelige komponenter for at reducere risici og begrænse udviklingsomkostninger, og vi er meget glade for, at de to meget erfarne leverandører går sammen om at levere den første af de to teststande, siger Ove Poulsen, CEO for LORC, Lindoe Offshore Renewables Center.

Privat-offentlig finansiering
De to unikke stande til test af vindmølle-naceller skal ligge i Lindø Industripark, som er etableret på det tidligere Lindø skibsværft i Munkebo. LNT-projektet er finansieret af de private virksomheder bag LORC, danske universiteter og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Et væsentligt bidrag kommer fra Green Labs DK, et offentligt støtteprogram med det mål at støtte udviklingen af store faciliteter til test og demonstration af vedvarende energiteknologi.

Lindø Industripark bidrager også til LNT med konstruktionen af en ny hal på 3.500 kvadratmeter. Testhallen skal ligge under den store portalkran, som er i stand til at løfte 1.000 tons, og dermed sikre nem adgang for de kæmpestore naceller til og fra testfaciliteten. Funktions-testeren er designet til at kunne teste næste generation af store vindmølle-naceller.

- I Lindø Industripark hilser vi testbænken velkommen. Projektet vil sætte fokus på Lindø som en stærk klynge for vindindustrien og skabe stor synergi blandt vore lejere. Vi er glade for et endnu tættere samarbejde med LORC, som er en meget professionel spiller på Lindø, siger Michael Nymark Hansen, divisionsdirektør i Lindø Industripark.

Test af fremtidens offshore-vindmøller
LNT vil leve op til de krav om test, som producenter af fremtidens havvindmøller stiller, med en facilitet, hvor nationale standarder for elnettet kan testes i kombination med de ekstreme belastninger, når vindstyrken hurtigt forandrer sig.

Elektriske fejlhændelser, og de systemer som beskytter vindmøllen mod disse, for eksempel udfald på elnettet, har historisk ledt til utilsigtede overdrevne belastninger af de mekaniske komponenter og derfor reduceret møllens forventede levetid. På LNT vil det blive muligt at efterprøve stressniveauet under en række forskellige belastninger.

- Vi er meget glade og stolte over på baggrund af vores omfattende erfaring at bidrage til LORC’s succes i etableringen af dette banebrydende testsystem til vindindustrien. Testsystemet vil danne grundlag for en mere sikker forsyning af vedvarende energi i fremtiden, siger Franz Hubl, chef for Test Systems hos GE Power Conversion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11