23948sdkhjf

Skako vender minus til plus

Efter fem år med røde tal på bundlinjen er Skako nu atter gået i plus.
Der var samlet fremgang for Skako-koncernens to forretningssegmenter Skako Concrete og Skako Vibration i 2012-regnskabet. Selv om fjerde kvartal bød på mindre aktivitet end forventet, blev den samlede omsætning af henholdsvis betonblandeanlæg og vibrationsudstyr til industrien løftet med 6 procent til 353 mio. kr. mod 333,1 mio. kr. året før.

Koncernen har på baggrund af de seneste års turnaround og afviklingen af Skako Lift leveret et samlet resultat efter skat på 7,8 mio. kr. i 2012 sammenlignet med et underskud på 31,5 mio. kr. i 2011. Dermed er de foregående fem års negative resultater stoppet.

Stadig underskud i beton-aktiviteter
Skako Concrete løftede i 2012 omsætningen med 10 procent til 221,6 mio. kr., men det primære driftsresultat blev et underskud på 2 mio. kr. Skako Vibrations omsætning voksede marginalt til 141,2 mio. kr., mens resultatet af den primære drift blev et overskud på 15,1 mio. kr. Koncernens rentebærende gæld er reduceret fra 54 mio. kr. til 40,5 mio. kr.

- Måske ikke noget imponerende resultat i sig selv, men efter forholdene er vi ganske godt tilfredse med vore tiltag for at forbedre Skako’s teknologi og markedsposition fremadrettet, siger administrerende direktør Lars Bugge, der henviser til, at Skako har fået en solid begyndelse i indeværende år.

- Skako fik en særdeles god start på 2012 og mærkede en opblomstring på vores markeder, selvom ordreindgangen ikke fortsatte som forventet i fjerde kvartal. Sådan er projektsalg, det kommer i klumper, og ordrebeholdningen var ved indgangen til 2013 tilfredsstillende. I år har vi oplevet en fornuftig efterspørgsel, og vi er kommet godt fra start på en række markeder rundt om i verden, siger Lars Bugge.

Fremgang på nye markeder
Inden for begge forretningssegmenter er der investeret betydelige ressourcer i at etablere sig på en række vækstmarkeder over hele verden samtidig med, at der lanceres nye produkter. Dette forventes at medvirke til et stigende aktivitetsniveau i koncernen samt et forbedret resultat i 2013.

- 2013 bød på en lang række nye produkter rettet mod anlægs- og procesindustrien, og med disse i ryggen står vi nu godt rustet til at forfølge Skako’s strategi om at udbygge markederne udenfor Vesteuropa, hvor vores fokus er rettet mod Rusland, Afrika og Nordamerika. Netop nu etablerer vi os med fast repræsentation i Mellemøsten. Vi ser ligeledes, at Skako’s markedsandel i USA viser tegn på vækst efter fem års nedtur, siger Lars Bugge.

På markedet for betonanlæg har Skako Concrete opnået et gennembrud med en række mindre ordrer til lande i Afrika, og planen er at styrke salgsnetværket i Afrika. For Skako Vibration har en øget indsats på hardware til blandt andet bilindustrien sikret en fortsat fremgang gennem året – en udvikling, der forventes udbygget med nye anvendelsesområder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094