23948sdkhjf

LM Glasfiber lukker to fabrikker i Danmark

700 medarbejdere afskediges nu på LM Glasfibers fabrikker i Lunderskov og Hammelev. Samtidig investerer vingeproducenten i et nyt, globalt teknologicenter i Danmark.
LM Glasfiber offentliggjorde torsdag planer om en række yderligere tiltag for at sikre virksomhedens konkurrenceevne i fremtiden. Det betyder blandt andet store nedskæringer i virksomhedens europæiske organisation som følge af et skift i den globale efterspørgsel og ordrenedgang i Europa.

Planen indeholder blandt andet udfasning af produktionen på to fabrikker i Danmark og en fabrik i Spanien samt investeringer i et nyt globalt teknologicenter i Danmark, og et øget fokus på de største vækstmarkeder – især Kina. Ændringerne forventes at medføre en reduktion af den europæiske arbejdsstyrke på næsten 900 medarbejdere, de fleste i Danmark.

- Vi øger produktionen, hvor der er stor efterspørgsel og stort potentiale. Samtidig er vi nødt til at skære ned, hvor efterspørgslen er faldet som følge af den globale krise, og det er beklageligvis tilfældet i Europa. Det betyder, at vi desværre planlægger at udfase vores vingeproduktion på to fabrikker i Danmark og en i Spanien. Det vil være særligt hårdt at stoppe produktionen på fabrikkerne i Danmark, da det betyder, at vi skal sige farvel til næsten 700 af vores dygtige danske medarbejdere. Men det er et nødvendigt skridt for at sikre, at vi forbliver den foretrukne samarbejdspartner for vindmølleproducenterne på det globale marked, siger Iain Gow, CEO hos LM Glasfiber.

Disse planlagte ændringer følger i kølvandet på flere tidligere annonceringer om udvidelse på vækstmarkederne, blandt andet med yderligere investeringer i Kina. LM Glasfiber har således fortsat stor tillid til vindenergiens potentiale på verdensplan.

LM Glasfiber vil fortsat producere verdens længste masseproducerede vinge i Danmark – en 61,5 meter lang vinge primært til offshoremarkedet. Sammen med det nye globale teknologicenter vil LM Glasfiber fortsat have over 500 ansatte i Danmark.

- Danmark er toneangivende inden for viden og knowhow om vindenergi, og derfor ønsker vi at styrke vores globale videnbase her og integrere nogle af vores dygtige produktionsmedarbejdere og eksisterende anlæg i et nyt, globalt teknologicenter. Centeret kommer til at omfatte over 200 ingeniører, teknikere og operatører, når det er fuldt udbygget, og det bliver en vigtig del af vores bestræbelser på at styrke vores førerposition på markedet og udvikle vinger, der er mere energieffektive, pålidelige og konkurrencedygtige, siger Iain Gow.

Kilde: LM Glasfiber - http://www.lmglasfiber.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078