Markedet for vindmølleservice vokser
Med 282 gigawatt installeret vindkraft på verdensplan, er vedligeholdelse af møllerne ved at blive et solidt forretningsområde – og ikke kun for mølleproducenterne.
Mens Kina sidst i 2012 kunne fremvise hele 75 gigawatt installerede møller, kan USA glæde sig over, at landets andel af vindenergi siden 2006 er vokset fra 11 gigawatt til 60 gigawatt i slutningen af 2012. Og denne udvikling kan ifølge det danske Eksportråd i Chicago også komme danske virksomheder, der lever af at servicere vindmøller, til gode. En naturlig følge af væksten i antallet af vindmøller i USA er nemlig, at markedet for service og vedligeholdelse af møllerne vokser.
Nye vindmøller sælges oftest med en garanti- og serviceaftale, der løber over to-fem år, hvorefter vindmølleejerne kan forlænge serviceaftalen med producenten eller finde en anden serviceudbyder. Ifølge Wind Energy Update udløb der ved udgangen af 2012 aftaler på møller til en samlet værdi af 40 mia. kr. Det oplyser det danske Eksportråd i Chicago.
Markedet for ’after sale’ er modent
I USA bliver der årligt brugt 3 mia. kr. på vedligeholdelse af møller, og denne industri forventes ifølge Eksportrådets markedsanalyse for 2013 at vokse til det dobbelte frem imod 2025. Og især inden for den type vedligeholdelse, man i fagsprog kalder "retrofit" er der ifølge Eksportrådet et godt markedspotentiale for danske virksomheder.
Retrofit er optimering af møllens tekniske komponenter, det vil sige udskiftning af en slidt komponent med en bedre komponent. De øvrige tre kategorier inden for vedligeholdelse af vindmøller er: planlagt service, uforudset service og teknisk fornyelse, hvor en slidt komponent udskiftes med en tilsvarende.
Meget tyder på, at de danske virksomheder så småt er begyndt at få øjnene op for mulighederne i den amerikanske vindmølleindustri. I hvert fald har 25 danske virksomheder i dagene 5.-8. maj valgt at tage turen over Atlanten for at deltage i verdens største vindkonference, som American Wind Energy Association (AWEA) afholder i Chicago.