23948sdkhjf

Husstandsvindmøller giver medvind til Hydra-Comp

Fleksibelt hydraulikudstyr til servicering af husstandsvindmøller er blevet et forretningområde med potentiale for handels- og produktionsvirksomheden i Skive.
Det er kombinationen af stigende efterspørgsel og stor intern viden om husstandsvindmøller, der nu udmønter sig i nye muligheder for virksomheden med speciale i hydraulikcylindre. Jørgen Jacobsen, direktør i Hydra-Comp, siger:

- Vi prøver altid at finde nye markeder til vores produkter, og servicering af vindmøller er et område, som vi gennem det sidste halve år er kommet godt ind på. De cylindre, der bruges til at lægge en mølle ned, er en fast del af vores sortiment, og det skal vi naturligvis få det bedste ud af, siger Jørgen Jacobsen.

Fandt fleksibel løsning
Hydra-Comp har tidligere fungeret som ekstern rådgiver for en producent af mindre vindmøller, og sparringen var til gavn for begge parter. En af de ting, der blev vendt, var udfordringen med at lægge møllen ned. I stedet for at bruge eksempelvis et wirespil, blev konklusionen, at det kunne gøres nemmere ved hjælp af en hydraulisk løsning. Jørgen Jacobsen forklarer.

- Vi fandt frem til, at almindelige dobbeltvirkende cylindre eller teleskopcylindre kunne løse opgaven. Det kan så lade sig gøre at lægge møllen ned sammen med en specialkonstrueret mobil pumpestation. Den fleksibilitet bliver der sat stor pris på, og vi kan levere løsninger til stort set alle møller, der kan lægges ned hydraulisk.

Der skal foretages et eftersyn af en husstandsvindmølle en gang om året, og det har gjort det attraktivt for mange virksomheder at byde ind på servicedelen. Jørgen Jacobsen fortsætter:

- Jo flere møller der sættes op, jo flere eftersyn skal der foretages. Det passer os naturligvis fint, og vi skal fortsat gøre opmærksom på vores kompetencer. Det er blevet sagt, at husstandsvindmøller kan blive de nye solceller. Helt så firkantet vil jeg nu ikke selv sige det, men vi kan i hvert fald mærke, at markedet er på vej frem, slutter Jørgen Jacobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078