Plastproducent indvier nyt teknologi- og innovationscenter
Den 7. september klokken 13.00 indvier Primo et topmoderne teknologi- og innovationscenter i Tistrup. Det nye center markerer et betydningsfuldt skridt for Primo, der med en samlende enhed koordinerer og udbygger virksomhedens test- og udviklingsaktiviteter, som er bredt ud over otte forskellige lande.
Teknologi- og innovationscentret er placeret på Primos fabrik i Tistrup nordøst for Varde og vil fungere som koncernens centrum for materialeudvikling, bæredygtighed og produktionsteknologier inden for blandt andet ekstrudering, digitalisering og automatisering. Ikke mindst skal centeret danne grundlag for de bæredygtige ambitioner, som Primo gennem sit miljø- og klimaprogram Future Fit har forpligtet sig til.
Centeret vil være udstyret med specialiserede produktionslinjer, der er dedikeret til udvikling og test og råder også over egen in-house værktøjsafdeling, der er blevet kraftigt opgraderet og automatiseret i forbindelse med etablering af centret.
Vil bidrage til den grønne omstilling
Group CTO Allan Larsen fremhæver centret som katalysator for en proaktiv tilgang:
- Vores mål er at optimere processer og produktionsteknologier, samtidig med at vi sammen med vores kunder bidrager til den grønne omstilling. Med dette center øger vi markant vores innovationsevne i kraft af en proaktiv tilgang, hvor vi udnytter vores ekspertise inden for ekstrudering og materialevidenskab optimalt, siger han.
- Med det nye teknologi- og innovationscenter signalerer vi tydeligt vores ambition om at være industriens førende inden for innovative materialer og løsninger, supplerer administrerende direktør i Primo Danmark, Taj Bernth.
Købte naboen
Etablering af koncernens teknologi- og innovationscenter kom på tegnebrættet i 2022, da Primo Danmark udvidede med 13.000 kvadratmeter i forbindelse med købet af nabobygningerne fra Epsotech Denmark.
Med opkøbet har Primo Lister, der er en enhed under Primo Danmark, fået plads til at udvide produktionen, og afdelingen er flyttet i nye lokaler, hvor det har været muligt at samle administration, produktion og lager under ét tag. Primo Lister tilbyder et komplet sortiment af afslutningslister til boligen.
Primos teknologi- og innovationscenter i Tistrup
Centret vil have fokus på tre kerneområder
1. Produktionsteknologi: Primo vil afdække smartere produktionsteknologier og -processer, herunder øget digitalisering, automatisering, in-line processer og maskinlæring, alt dette for at forbedre kundens produkt eksempelvis hvad angår holdbarhed, energiforbrug, efterbehandling, tolerancer og time-to-market.
2. Værktøjer og design: Centret vil udvikle designs, som kan give Primos kunder og deres kunder besparelser i tid, penge og CO2, og Primo vil kunne producere værktøjer med højere præcision og skabe innovative løsninger til endnu flere forskellige industrier.
3. Materialer: Primos team vil gennemføre udviklingsprojekter med omfattende research specielt med henblik på at optimere materialeegenskaber blandt andet med nye varianter og kombinationer, der forbedrer plastens miljøprofil.