Stor nordjysk industrikoncern med 180 medarbejdere er en realitet
Med henholdsvis 154 år og 146 år på bagen er IPA (J. Petersens Beslagfabrik) og PN Beslag (Peder Nielsen Beslagfabrik) nogle af Nordjyllands ældste og mest hæderkronede virksomheder.
IPA er specialiseret inden for produktion og salg af beslag og hængsler til dør- og vinduesproducenter primært i Skandinavien og Baltikum og beskæftiger i dag 130 medarbejdere i Nibe vest for Aalborg. PN Beslag beskæftiger 50 medarbejdere i Brønderslev og er leverandør af beslag til de skandinaviske byggemarkedskæder.
Forventer væsentlige synergier
IPA og PN Beslag har historisk haft et godt samarbejde, og nu har de to virksomheder indgået en aftale om, at IPA Holding køber samtlige aktiviteter i PN Beslag, og at alle aktiviteter samles hos IPA i Nibe:
- Det er en stor glæde for os at kunne offentliggøre, at IPA og PN Beslag nu sammenlægges til gavn for både ejere, medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. De to virksomheder komplimenterer hinanden i udbredt grad, og vi kan opnå væsentlige synergier ved at samle produktion og medarbejdere på et sted. Det her er en klar win-win for alle parter, siger administrerende direktør Niels Erik Smith fra IPA i en pressemeddelelse.
Ny æra for nordjysk beslagproduktion
Både IPA og PN Beslag fortsætter under samme navne og brands. PN Beslag står stærkt hos byggemarkedskæderne, og i det hele taget skal IPA og PN Beslag have en stærkere positionering fremadrettet:
- PN Beslag har igennem flere år arbejdet med dels en vækstplan og dels en plan for styrkelse af kapitalgrundlaget og konsolidering af virksomheden. Med IPA Holding som ejere realiseres disse planer hurtigere - til gavn for vores kunder og arbejdspladser, ligesom konkurrencedygtigheden forbedres betydeligt. Med sammenlægningen står IPA og PN Beslag med et solidt fundament for yderligere vækst, forklarer administrerende direktør Jesper Bangsborg fra PN Beslag.
Både Niels Erik Smith og Jesper Bangsborg tror på, at sammenlægningen kan blive starten på en ny æra for nordjysk beslagproduktion med finansiel styrke til at investere endnu mere i bæredygtig forretning og udvikling af bæredygtige produkter i samarbejde med kunderne.
I den kommende tid skal sammenlægningen planlægges nærmere i detaljer.