Automation går on-line
Ethernet til automation har nået et teknologisk stadie, hvor det ikke lader sig stoppe.
- Der er en revolution i gang, og lige nu ruller det rigtig stærkt. Ethernet er klar til at indtage fabrikkerne. Men mange tror, at de nye løsninger vil komme fra de store leverandører som Siemens, Rockwell og Schneider, der alle har været i gang med at udvikle deres egne ip-standarder i et godt stykke tid. Jeg tror, at den virkelige revolution vil komme fra en helt anden side, siger Carsten Nøkleby til Ingeniøren.
Udover at være direktør i konsulentvirksomheden 3CAB Technology, er Carsten Nøkleby formand for Sekretariatet for sammenkobling af produktionsudstyr (Sesam), og har det som sin fornemmeste opgave at følge med i hvilke udviklingstrends, der tegner sig inden for industriel automation.
- Det vigtigste, der sker lige nu, er standardiseringen og udbredelsen af ip-teknologi. Traditionel feltbusteknologi vil blive presset i bund og ende som en sensor- og en aktuatorbus – præcis som det oprindeligt var tænkt som, siger Carsten Nøkleby til Ingeniøren.
Udviklingen er allerede i gang. På fabrikkerne bliver feltbusserne segmenteret, for derefter at blive bundet sammen med ethernet. Der vil opstå feltbus-øer i produktionen, hvor der gælder særlig skrappe krav til realtid, fremgår det af Ingeniøren.
- Det har jo været en næsten klassisk problemstilling, at ip-teknologi ikke kunne garantere realtid. Men i dag er båndbredden blevet så stor, at hvis blot man opdeler netværket i logisk adskilte dele, så får man noget, der ligger meget tæt på realtid. I hvert fald tæt nok til langt de fleste opgaver, beretter Carsten Nøkleby overfor Ingeniøren.
Formanden for Sesam sammenligner overgangen fra feltbusser til ethernet og ip-teknologi med situationen i begyndelsen af halvfemserne, hvor markedet for styresystemer til pc'er boomede. I sidste ende viste det sig, at de, der satsede på noget andet end Windows, ikke overlevede. Derfor mener han også, at den bedste løsning for automationsbranchen, er én åben fælles standard:
- Danmark har i en årrække siddet for bordenden i den europæiske standardiseringskomite under Cenelec. Der har vi god mulighed for at påvirke udviklingen, siger Carsten Nøkleby til Ingeniøren.