Rekorddeltagelse på maskinmester-messe
Det var en meget tilfreds Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, der torsdag gik på scenen og bød velkommen til Ajour 2023 – maskinmestrenes årlige erhvervskonference, hvis 22. udgave udspiller sig over to dage i Odense Congress Center.
Tilfredsheden skyldtes ikke mindst, at årets Ajour måtte melde udsolgt flere dage før åbningen, og at op mod 150 udstillere var at finde i udstillingshallen – flere end nogensinde tidligere.
- I foråret fejrede Maskinmestrenes Forening 150 års fødselsdag - og i år på Ajour nærmer vi os 150 udstillere. Vi er meget glade for, at så mange maskinmestre og udstillere har valgt at deltage på Ajour, selv om mange andre opgaver sikkert også kalder på jer. Vi tager den rekordstore deltagelse som udtryk for, at Ajour har formået at styrke sin relevans, sagde Lars Have Hansen i sin velkomst til en fyldt sal ved Ajours åbning.
- Ajour er stadig den faste årlige begivenhed, hvor flest maskinmestre er samlet … og det er et fantastisk udgangspunkt for at få inspiration og ny viden og styrke sit netværk. I år siger vi velkommen til mange nye udstillere – og det vil vi gerne kvittere for. Det er meget glædeligt, at vi på den måde udvikler vores udstilling, så den favner endnu bredere, fortsatte han.
Årets mødested
Ajour 2023 blev for tredje år i træk arrangeret i samarbejde med Konstruktørforeningen, og derudover var der lavet en aftale med Danvak og Danvaks medlemmer, som kunne deltage på samme vilkår som medlemmer af Maskinmestrenes Forening.
Ajour er som altid mødestedet for maskinmestre, herunder mange studerende, men også for andre med interesse for ledelse og teknologi, som vil styrke deres faglige og professionelle netværk og i det hele taget blive klædt bedre på til fremtidens tekniske og kommercielle udfordringer.
Blandt oplæggene på Ajour var ledelse, AI/kunstig intelligens, en ny generation af kernekraft, bygningsdrift, CO2-fangst, power-to-X og mange andre aktuelle emner.
De mange udstillere repræsenterede brancher som blandt andet forsyning, offshore, søfart, produktion, industri, automation og rådgivning. Sideløbende med den store udstilling kører konferenceprogrammet med en række faglige og andre typer relevante og inspirerende indlæg.
Flere maskinmestre end nogensinde
I sin velkomst fremhævede Lars Have Hansen også, at jubilæumsåret bød på flere rekorder i maskinmestrenes egne rækker. Aldrig før har der været så mange erhvervsaktive maskinmestre – lige straks 11.000 – og aldrig før har så mange været med i Maskinmestrenes Forening.
- Vi er kun et flækket myggearmhulehår fra at være 15.000 medlemmer. Vi har fuld beskæftigelse – med mange ubesatte stillinger derude. Der er brug for flere maskinmestre – her og nu og fremover, det budskab må I gerne dele, sagde formanden til de forsamlede Ajour-deltagere.