Danske virksomheder satser på Litauen
Eksporten til Litauen er siden 1996 fordoblet til 2 mia. kr. HTS tror på, at Baltikum samlet bliver blandt de vigtigste markeder.
Men både HTS og den danske ambassade i Litauen er sikker på, at toppen langt fra er nået, og at der ligger meget mere gemt i det litauiske marked. For med en økonomisk vækst på 9 pct. i 2003 og en forventet vækst i år på 7,2 pct. er der et stort potentiale i landet, der grænser op til både Rusland, Polen, Hviderusland og Letland, skriver Dagbladet Børsen.
Alt i alt solgte danske virksomheder for 2 mia. kr. i 2003 til litauerne, hvilket placerer landet på en 29. plads over Danmarks største eksportmarkeder.
- Der er et stort potentiale i Litauen. Selv om landet isoleret set er en lille økonomi, så oplever landet en af EU’s største vækstrater, og på sigt tror jeg, at Litauen og de øvrige baltiske lande under et vil kunne blive blandt de 5-7 største eksportmarkeder for Danmark, vurderer cheføkonom hos HTS Jens Brendstrup ifølge Dagbladet Børsen.
Og netop de øvrige baltiske lande er en af årsagerne til, at Litauen er attraktiv for dansk eksport. Det litauiske marked
fungerer nemlig også som dør til de øvrige markeder i Estland og Letland, og derudover ligger det gigantiske russiske
eksportmarked tæt på.