Direktør forlader Randers Gears
Lau Akstrup Jensen er ikke længere direktør for Randers Gears. Det skriver Randers Amtsavis.
I stedet er indehaver Søren Fischer Jensen indtrådt som midlertidig administrerende direktør, mens virksomheden leder efter en permanent løsning.
- Vi har haft et fint samarbejde med Lau, og han har ydet en stor indsats. Men i forbindelse med, at vi har haft nogle overvejelser om strategien, er vi blevet enige om, at vores veje skulle skilles, siger bestyrelsesformand Stig Christian Göte til Randers Amts Avis.
Han understreger, at der ikke er nogen ”brændte broer” mellem parterne, og at Lau Akstrup Jensen kommer til at deltage i en overlevering til den kommende direktør.
Lau Akstrup Jensen blev hentet til Randers Gears som administrerende direktør i 2021 fra en stilling som sales director hos DMG Mori. Han siger til Randers Amtsavis, at han har været glad for sin tid hos Randers Gears, men har udover det ingen kommentarer.