23948sdkhjf

Smedevirksomhed har vokseværk

JP Industri udvider for fjerde gang på få år og installerer nye specialmaskiner

Både i 2019, 2021 og 2022 føjede JP Industri nye kvadratmeter til deres fabrik i Kolding. Nu kniber det igen med pladsen, og derfor har ejer og administrerende direktør Jesper Petersen givet grønt lys til en udvidelse på 1.080 kvadratmeter produktionsareal og 150 kvadratmeter kontor.

- Vi er simpelthen vokset ud af de eksisterende kvadratmeter. Vi har blandt andet bestilt specielle valser, som bliver leveret fra Italien. Disse gør, at vi kommer til at fylde så meget i vores nuværende produktion, at de 2.600 kvadratmeter, vi råder over i dag, slet ikke er nok. fortæller han.

Valser i kegleform

De to valser, som JP Industri har anskaffet, hører til i den mere specielle kategori.

- Det er 2 meters valser. De er lidt specielle i udformningen i og med, at de kan valse fra Ø60 i den ene ende og så op til halvanden meter i den anden ende i den ene valse. Den anden er fra Ø150 og op til 3 meter, forklarer Jesper Petersen, og fortsætter

- Dermed kan vi især bruge dem til vals og omkrængning af plader i forskellige kegleformer og diverse almindelige svøbflader og bueplader til de rustfri tanke, vi producerer.

Flere medarbejdere

Sammen med den fysiske udvidelse og udvidelsen af maskinparken forventer Jesper Petersen også at udvide med fire-fem nye medarbejdere i produktionen og en-to nye medarbejdere på kontoret.

- Vi har annonceret i aviser og andre steder for at se, om vi kan finde vores nye medarbejdere på den måde. Alternativet er, at vi lejer folk, men vi søger altid helst vores egne folk, siger han.

JP Industri har inden de seneste tre måneder ansat en ny værkfører og en fuldtidssælger.

- Vi har netop ansat Jesper Andersen som værkfører. Jesper bliver manden, som kommer til at sikre den bedste styring af vores produktion. Vi har for tre måneder siden ansat Morten Wiinholt som fuldtidssælger. Morten var tidligere salgschef for Lemvigh-Müller og har derfor kunne bidraget med sin bred erfaring fra stålindustrien. Morten er en del af den succes, vi rider på nu, siger Jesper Petersen.

Mere skæring og større specialtanke

Som de mange udvidelser antyder, har JP Industri nemlig haft vind i sejlene de seneste år.

- Vi har spredt os, så vi står på flere ben end tidligere. I vores laserafdeling skærer og bukker vi allerede nu en del til andre kunder end os selv. Vi har dog fortsat kapacitet her og ønsker en yderligere ekspanderen på dette felt, fortæller Jesper Petersen.

- Vi er ligeledes blevet stærkere til at lave specialtanke til den kemiske industri, fødevareindustrien og kan i dag stort set lave tanke til alt, hvad der er flydende. Vi har udvidet vores produkt-range kraftigt. Hvor de største tanke vi tidligere producerede var på maksimalt 20.000 liter, kan vi i dag producere tanke op til 45.000 liter. Vi ville have holdt os til tanke på maksimalt 20.000 liter, men kunne godt se, at vi skulle gå højere op for at få en større markedsandel, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063