Hård vej mod breakeven: Pengene fosser stadig ud af Siemens Gamesa
Siemens Energy offentliggjorde tirsdag aften foreløbige tal for første kvartal af regnskabsåret 2023/2024.
Som en del af regnskabet blev der også offentliggjort tal for Siemens Gamesa. Vindmølleproducenten omsatte i kvartalet for 2,043 mia. euro (15,2 mia. kr.), hvilket svarer til en fremgang på 2 procent sammenlignet med året før.
Siemens Gamesa hentede i kvartalet nye ordrer til en værdi af 1,565 mia. euro (11,7 mia. kr.), hvilket var 3 procent lavere end i første kvartal 2022/2023.
Resultat før særlige poster endte med et underskud på 426 mio. euro (-3,2 mia. kr.), og selv om der stadig var tale om et stort underskud, var det bedre end de 759 mio. euro (-5,7 mia. kr.) man tabte i første kvartal 2022/2023.
Underskuddet var også klart bedre end analytikernes forventninger som lå på et underskud på 576 mio. euro (-4,3 mia. kr.).
Det store underskud er det seneste i en række hos vindmølleproducenten, der udover at have været ramt af store prisstigninger på råvarer, transport og andet i kølvandet på corona-pandemien, også har haft enorme omkostninger til reparation af defekte onshore-møller.
Da den tyske koncern i efteråret 2023 fremlagde regnskab for 2023/2024, forlød det dog, at der ikke var dukket nye problemer op på møllerne, og på den baggrund udtrykte president og CEO Christian Bruch forventninger om at nå breakeven i 2026.