23948sdkhjf

Nørgaard Teknik udvider pladeafdeling

Underleverandøren får en ny laserskærer leveret til efteråret

Tilbage i 2020 købte Nørgaard Teknik en brugt laserskærer, fordi mængden af pladebearbejdnings-opgaver var i vækst. Året efter blev den suppleret med en kantpresse, og en egentlig pladebearbejdnings-afdeling blev etableret

Dengang oplevede den østjyske underleverandør en stigning i mængden af opgaver, der involverede pladedele, og det har ikke ændret sig siden.

Mere automatisering

Derfor har administrerende direktør Rasmus Nørgaard netop sat sin underskrift på bestillingen af en helt ny fiberlaser til afdelingen.

- Det er en Amada Ensis-laserskærer, som bliver leveret med pladereol, så vi kan skære ubemandet om natten. Vi har en ambition om at automatisere produktionen mest muligt, og hvor det giver mening. Derfor er den nye investering endnu et tiltag i forhold til automatiseringsplanen, fortæller Rasmus Nørgaard.

Maskinen kan skære plader op til 1.500x3.000 mm og op til 25 mm tykkelse alt afhængig at materialet, og der er tale om en markant teknologisk opgradering for virksomheden på Djursland.

Installeres til efteråret

Baggrunden for opgraderingen er ganske enkel – optimering.

- Vi har oplevet fremgang i alle vores forretningsområder, men især inden for pladebearbejdning, da det er et relativt nyt tilbud fra os. Og der er ikke noget, der tyder på, at det stopper, så derfor udvider vi kapaciteten med nyeste teknologi på markedet, fortæller Rasmus Nørgaard.

Medarbejderne hos Nørgaard Teknik må dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu, før det nye legetøj kommer ind ad døren. Vi skal nemlig hen til oktober, før laserskæreren bliver leveret.

- Amada har ikke produceret maskinen endnu, da vi har valgt alle features. Derudover så skal vi først have bygget lidt om og gjort plads til den nye maskine, før vi kan få det installeret, slutter Rasmus Nørgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094