Vestas varsler massehyringer
I starten af december kom det frem, at Vestas skulle fyre 200 mand på fabrikken i Ringkøbing – samtidig oplyste mølleproducenten at der efterfølgende skulle ansættes 300 ansatte fordelt på fabrikker i Lem, på Lindø og i Nakskov.
Nu ser det dog ud til, at der kan lægges en hel del til det tal.
Alene på vingefabrikken i Nakskov skal ansættes 250-300 nye medarbejdere.
Vestas’ kommunikationsafdeling vil dog ikke uddybe yderligere på nuværende tidspunkt. Det kan først ske om et par uger, oplyser Vestas’ PR-medarbejder Claes Lautrup Cunliffe til Folketidende.
Han bekræfter dog overfor TV2Øst, at der er tale om at ansætte 250-300 medarbejdere i Nakskov frem mod 2025.
På fabrikken i Nakskov producerer Vestas vinger til sin nye mølle V236-15.0 MW. Det var også her, testvingerne på 115,5 meter til samme vindmølle blev produceret.
Vestas har i dag 450 ansatte på fabrikken i Nakskov.