23948sdkhjf

Qupaq henter ny direktør hos Marel

Christian Bols overtager direktørposten hos Qupaq efter Kim Weidemann

Christian Bols er indtrådt som ny CEO hos nordjyske Qupaq, der producerer udstyr til bakkedispensering i fødevareindustrien.

Han overtager posten efter Kim Weidemann, der kom til virksomheden i 2020.

- Det har været en ære og et privilegie at lede Qupaq gennem en periode med dynamisk vækst og forandring. Jeg ønsker Christian Bols alt det bedste som CEO for Qupaq – det er en virksomhed med fantastiske produkter, et talentfuldt hold og en strålende fremtid, siger Kim Weideman i en pressemeddelelse.

Erfaren direktør

Christian Bols kommer fra Marel, hvor han har haft forskellige lederstillinger gennem årene, senest vice president – sales hos Marel US i byen Lenexa i Kansas. Før tiden hos Marel var han CEO for Migatronic Automation, og han har ligeledes arbejdet i lederstillinger hos Scanvaegt og Carnitech.

- Qupaq er hurtigt blevet et velkendt og respekteret navn internationalt i industrien. Det ses tydeligt i den markante vækst, der er set de seneste år, drevet af stærke investeringer i ny udvikling og innovation, som etablerer et solidt fundament for fremtiden, siger Christian Bols.

Den nye direktør vil fastholde det positive momentum i de kommende år. Det skal ske med nye produkter og ved at indtage nye markeder.

- Qupaq har haft succes med at opbygge strategiske partnerskaber rundt om i verden. Vi skal fortsætte med at styrke vores position på markedet ved at introducere en bredere produktportefølje og øge kendskabet til vores løsninger. Det er her, vi skal indfri vores potentiale og forventninger. De nye produkter, der er på vej, giver Qupaq en hidtil uset evne til at håndtere alle bakker på markedet – uanset materiale og form. Det vil naturligvis skabe efterspørgsel, som vi aktivt skal arbejde for at fremme, siger Christian Bols.

Ny strategi på vej

Og netop det kommercielle område glæder Christian Bols sig til at præge.

- I det kommende år skal der formuleres en ny strategi og vision i takt med, at den nuværende 2025-strategi bliver indfriet. Det er en spændende opgave, som jeg glæder mig til at tage hul på. Derudover er jeg spændt på at møde hele organisationen i den kommende tid. Sammen vil vi bygge fundamentet for at etablere os som den ubestridte standard for automatiseret emballageteknologi på verdensplan, siger Christian Bols.

Qupaq blev startet i 1999 i Brønderslev under navnet Intech International af Leif Carøe Andersen, der havde en fortid hos Carnitech. Dengang var det som leverandør af rejekogere til fiskeriet.

I 2012 kom Carsten Trudslev ind som medejer, og forretningsområdet med dispenseringsudstyr blev føjet til. De to fusionerede i 2021 deres virksomhed med Aalborg-virksomheden Carsoe, og aktiviteterne i Brønderslev blev koncentreret omkring pakkedispenseringsudstyret, mens Carsoes fabrik i Aalborg tog sig af seafood-aktiviteterne. I 2022 skiftede Intech International navn til Qupaq.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063