Robotvirksomhed sigter efter 7.000 kunder om tre år
Der har været rigtig meget fart på hos Turf Tank de seneste år. Aalborg-virksomheden producerer robotter til opstregning af sportsbaner og har i dag rundet 150 medarbejdere. Det skriver Børsen.
Administrerende direktør og medejer, Mikkel Jakobsen, forklarer, at succesen skyldes Turf Tanks forretningsstrategi. Oprindeligt var det planen, at rygraden i virksomheden skulle være salg af de robotter, man producerer i det nordjyske. For et par år siden skiftede man dog strategi og begyndte også at udleje robotterne. Det har i den grad givet gevinst.
- Vi har tre-fire gange flere kunder, end vi ellers ville have haft, hvis vi havde fortsat med at sælge vores produkter, siger Mikkel Jacobsen til Børsen.
Han fortæller, at Turf Tank i dag har cirka 3.000 kunder, og planen er, at det tal om tre år skal være 7.000.
Turf Tank havde i 2022 et underskud før skat på 59 mio. kr. Selskabet fik i sommeren 2022 tilført frisk kapital for 145 mio. kr.