Granly Gruppen på opkøb
Med virkning fra 1. maj 2024 bliver El-Pro en del af Granly Gruppen. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.Gennem de sidste par måneder har virksomhederne drøftet fælles muligheder, og det er oplevelsen herfra, at værdierne er de samme.
- For Granly Gruppen A/S rummer overtagelsen af El-Pro A/S adgang til viden og nye segmenter/ kompetencer, som vi ikke har i forvejen – særligt indenfor udvikling af svejseteknologi og elinstallationer til vore kranaktiviteter, siger CEO Finn Just Jensen, og fortsætter:
- Vi vil gøre os umage med at fastholde El-Pros nuværende kunder, men samtidig kan vi tilbyde en styrket kundeservice, og nye services til såvel Granly Gruppens kunder som til nye kunder.
CEO Ole Møller Mikkelsen fra El-Pro ser også frem til samarbejdet.
- For El-Pro A/S har det afgørende været fælles værdier, men også en fremtidssikring af den virksomhed, som jeg grundlagde i 2005. Det er den bedste sikring af mine kompetente og loyale medarbejdere, siger han.
- Vi ser frem til at være en del af en større gruppe med muskler til vækst indenfor vores nuværende kompetencer og hovedydelser, men samtidig også få adgang til nye forretningsmuligheder med udgangspunkt i udvikling på og omkring Esbjerg Havn, siger Ole Møller Mikkelsen.
Alle nuværende medarbejdere i El-Pro, herunder de to aktionærer Ole Møller Mikkelsen og Lars R. Jørgensen fortsætter uændret efter overtagelsen.
El-Pro blev stiftet i 2005 og tilbyder service fra godkendt serviceværksted på alle fabrikater af svejseværker, herunder Kemppi og Esab. Blandt hovedydelserne er også enhver form for el til produktionsanlæg, herunder PLC-styring, styretavler samt opbygning og vedligehold af produktions- og lagerbygninger. Hertil kommer døgnservice og førstehjælp til alle eltekniske problemer. Virksomheden beskæftiger knap 25 medarbejdere og har hovedsæde i Janderup vest for Varde.