Vind-leverandør overgik egne forventninger
Da den danske producent af smøringsteknologi til vindmøllebranchen, Hove, indledte 2023, var det med forventningen om en omsætning på 145-160 mio. kr. og et ebitda på 9-12 mio. kr.
Det kom ikke til at holde stik – faktisk endte året meget bedre end forudset.
Hove omsatte i 2023 for 187 mio. kr., og realiserer dermed en vækst på 23 procent sammenlignet med året før.
Ebitda endte på 20,4 mio. kr., hvilket er en stigning på 82 procent. Til gengæld faldt overskuddet før skat med 17 procent til 7,5 mio. kr.
- Hoves overordnede strategi blev i det væsentligste fastholdt, og medarbejdernes engagement, fleksibilitet og stærke teams gjorde, at Hove A/S kom vellykket igennem 2023. Ledelsen er stolt over, at Hove A/S gennem året fik forøget både omsætning og indtjening til et rekordresultat, siger CEO Hans Christian Hansen i en kommentar til regnskabet.
I 2024 forventes en omsætning på 185-215 mio. kr. og et ebitda på 17-23 mio. kr.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 187,0 | 151,5 |
Bruttofortjeneste | 50,6 | 37,4 |
Resultat af primær drift | 11,8 | 10,0 |
Resultat før skat | 7,5 | 9,1 |
Årets resultat | 3,6 | 7,1 |
Balancestatus | 96,4 | 115,4 |
Egenkapital | 71,4 | 67,2 |
Antal ansatte | 46 | 40 |
Kilde: Hove |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.