Horsens-området hærges af skrot-tyve
Inden for de seneste par dage har to virksomheder i Horsens været udsat for tyveri fra deres lagerpladser. Tilsammen er der tale om tyveri af op imod seks ton rustfrit stål.
Senest gik det i weekenden ud over Gybo Rustfrit Stål Design, hvor tyve i tidsrummet mellem søndag aften og mandag morgen brækkede en portlås til en indhegnet gård op og stjal mellem to og fire ton rustfrit stål. Stålet er rest-materialer fra firmaets produktion, fremgår det af Horsens Folkeblad.
- Ud over stålet fra den indhegnede plads har de taget mellem 500 og 800 kg fra lagerpladsen, siger Bo Villsen, der er produktionschef hos Gybo Rustfrit Stål Design, skriver Horsens Folkeblad.
I sidste uge var der tyve på spil hos B. Rustfrit Stål. Der var udbyttet mindst et ton stål, har direktør Bo Ulsøe oplyst til Horsens Folkeblad.