Vestas freder amerikansk tårnfabrik
Koncernens fabrik i Pueblo i Colorado er ikke længere til salg.
Baggrunden er, at Vestas øjner et opsving på det amerikanske marked, som forventes at resultere i fuld kapacitetsudnyttelse på fabrikken i Pueblo.
- Med Vestas’ stærke fodfæste og en stigende markedsvækst i USA forventer Vestas en betydelig ordreindgang fra det amerikanske marked i andet halvår 2013, skriver vindmølleproducenten i kvartalsregnskabet.
Selv om den amerikanske fabrik nu er fredet, er det stadig Vestas’ ambition at reducere antallet af medarbejdere fra de nuværende 17.253 til under 16.000. Det skal blandt andet ske gennem salg af en række andre produktionsenheder; herunder maskinfabrikker og støberier.