Kami afblæser krisen
Udvikling af eksisterende kunder og nye interessante kunder giver mod på mere – fokus på egne kompetencer skal hjælpe Kami sikkert videre.
- Via vores konstruktionsafdeling Cotech mærker vi en stigende interesse for os som leverandør. Kunderne finder kombinationen af konstruktion, beregninger og produktion i sort jern, højstyrkestål, rustfri og aluminium interessant.
Siden starten af 2013 har Kami intensiveret samarbejdet med eksisterende kunder og øget synligheden overfor potentielt nye kunder.
- Vi har haft meget fokus på at vise et fælles ansigt udadtil upåagtet af, at Kami reelt er tre driftsselskaber. At vi har mange kompetencer under en hat, har vi highlightet via vores nye hjemmeside. Hjemmesiden afspejler nu tydeligt, at vi er en komplet leverandør indenfor metalindustrien, siger Nis Bjerring – ny partner i Kami.
Yderligere samarbejde med eksisterende kunder
En af nøglerne har været fokus på egne kompetencer, som har givet muligheder for at hjælpe de eksisterende kunder yderligere. Eksempelvis har Kami og Cotech arbejdet særdeles tæt med en fælles kunde omkring et udviklingsprojekt, som her i 2013 har udmøntet sig et antal prototypemaskiner.
Cotech har konstrueret, beregnet og CE-mærket, mens Kami har fremstillet prototyperne for til sidst at produktionsmodne.
Krisen er afblæst
Efter at være blevet ISO 9001 certificeret vil Kami og Cotech videre ud af certificeringstangenten, da de mærker en stigende tendens til krav om dokumentation.
- Inden krisen i 2008 var det blot et spørgsmål om, hvor hurtigt vi kunne levere. Her i 2013, hvor tingene er normaliseret, mærker vi en stigende tendens til, at kunderne vil have vished for, at vi har styr på tingene. Vores gamle kunder kender os, men for at få nye kunder er dokumentationen afgørende. Vi er på vej mod en EN 1090 certificering, som også vil omfatte både Kami og Cotech, og derved vil vi sikre kundernes/markedets og lovgivningens krav til fremstilling af bygningsstål. Det er ikke et segment, vi leverer meget til på nuværende tidspunkt, men da det er slut med at ”træde vande”, og da vi har erklæret krisen for afblæst, vil vi også satse på dette forretningsområde fremadrettet, fortæller Claus E. Eskildsen.