FLSmidths salg til både mine- og cementindustri falder
Salget i både mine- og cementforretningen i FLSmidth falder. Men indtjeningen stiger.
Det viser FLSmidths regnskab for første kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Samlet set lyder selskabets omsætning i første kvartal på 4,8 mia. kr. mod 6 mia. kr. i samme kvartal i 2023.
Men på trods af det faldende salg er FLSmidths bundlinje blevet markant forbedret. I årets første tre måneder tjente selskabet 194 mio. kr. mod 84 mio. kr. i 2023.
Salget i FLSmidths mineforretning er i årets første tre måneder faldet 14 procent til 3,6 mia. kr.
I cementforretningen er omsætningen faldet med 24 procent til 1,2 mia. kr.
FLSmidth satte officielt sin cementforretning til salg i begyndelsen af 2024. Og interessen for forretningen har været en smule større end forventet. Det siger finansdirektør Roland Andersen til MarketWire.
FLSmidth leverer produkter og service til både mine- og cementindustrien.
/ritzau/
Regnskabsår | 1. kvartal 2024 | 1. kvartal 2023 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 4.839 | 6.016 |
Bruttofortjeneste | 1.415 | 1.397 |
Resultat af primær drift, ebit | 305 | 177 |
Resultat før skat | 303 | 161 |
Periodens resultat | 197 | 84 |
Balancestatus | 26.904 | 29.643 |
Egenkapital | 11.085 | 10.611 |
Antal ansatte | 8.769 | 10.345 |
Kilde: FLSmidth |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.