JBI skaber nye muligheder med alu-certificering
Den fynske virksomhed er blevet CE-mærket iht. EN 1090-1, EN 1090-3, EXC 3-4.
Den fynske virksomhed producerer blandt andet aluminiumskomponenter i form af blandt andet gelændere, afskærmninger, platforme, trapper, dæksler og hulplader til især vindmølleindustrien.
Ser mod Skandinavien
Men selv om certificeringen er obligatorisk, ser Lars Th. Pedersen fra JBI alligevel muligheder.
- I Danmark er vi inden for vindmølle- og olie- og gasindustrien. Og det vi kan er kompetencer, der er stor efterspørgsel efter i blandt andet offshore-sektoren i Norge. Alt hvad der er af trapper, gelændere osv. er lavet af aluminium, og nu da dokumentationen af vores kvalitet er i orden, er det et oplagt marked at afprøve, siger han til Metal Supply.
- Sverige er jo også tæt på, og her vil vi gerne i kontakt med nogle aluminiumsfirmaer. Vi vil gerne i kontakt med større aktører og så fungere som underleverandør til dem – det er nemlig en fremgangsmåde, vi har haft succes med i Danmark, tilføjer Lars Th. Pedersen.
Opgraderer inden for svejsning
Specielt virksomhedens kompetencer inden for svejseområdet ser Lars Th. Pedersen gode muligheder i. JBI har i alt fem certificerede svejsere, som alle arbejder i henhold til WPQR, som virksomheden har otte stk. af.
Men her stopper det ikke, for næste skridt på vejen til øget svejsekapacitet hos JBI bliver at få WPQR til robotsvejsning.
- Vi har i forvejen en høj leveringssikkerhed og fleksibilitet, da vi arbejder i toholdsskift samt et enkelt weekendskift. Med de nye certificeringer samt vores værkstedsfaciliteter og velkvalificerede medarbejdere er der stort set ikke en opgave inden for pladebearbejdning i aluminium, stål og rustfri, vi ikke kan løse, slutter Lars Th. Pedersen.