23948sdkhjf

Vestjysk specialist i offshore-svejsning får ny ejer

Engineered Market Solutions (EMS) fortsætter sin vækststrategi og tilfører specialistkompetencer inden for inconel cladding

MTS Svejseservice har i mange år været kendt som ”olieselskabernes lokale smed i Esbjerg”. Nu bliver virksomheden en del af EMS, der er i rivende udvikling som totalleverandør af ingeniør-, produktions-, installations- og serviceydelser til den internationale energiindustri.

- MTS har et godt navn i offshorebranchen som en specialist i inconel cladding, der bruges til at forlænge levetiden på blandt andet ventiler og pakflader i korrosive miljøer. Det er kompetencer, som passer rigtig godt ind hos os, og som vil gøre os i stand til at løfte endnu mere komplekse opgaver inden for svejsning, siger CEO hos EMS, Kenneth Hagelskjær, i en pressemeddelelse.

Inconel er en specifik type af legering, der er særligt modstandsdygtig over for korrosion, oxidation og høje temperaturer. Derfor anvendes svejsning med denne form for legering ofte i aggressive miljøer, hvor Inconels egenskaber kan styrke komponenters korrosionsbestandighed og slidstyrke. At arbejde med Inconel kræver højt specialiseret viden, dokumentation og erfaring, som MTS Svejseservice har opbygget gennem 25 år.

Ambition om flere internationale kunder

EMS har de seneste år investeret massivt i at blive totalleverandør af ingeniør-, produktions- og serviceydelser til kunder i energiindustrien – det vil sige virksomheder, som enten producerer, forbruger eller flytter store mængder af energi. Opkøbet af MTS Svejseservice bygger videre på den strategi ved at udvide paletten af ydelser med en kompetence, som er særligt efterspurgt inden for svejsning af offshore konstruktioner.

- Vi har en klar ambition om at få flere internationale kunder. Opkøbet af MTS tilføjer et ekstra ben til forretningen, som i højere grad vil gøre os i stand til at trække opgaver ind fra udlandet, blandt andet gennem vores stærke netværk inden for offshore i Norge. Samtidig ser vi et vækstpotentiale i, at hvor MTS ofte har gjort brug af underleverandører, så kan vi i højere grad løfte hele opgaven in-house, siger Kenneth Hagelskjær.

I forlængelse af de senere års udvidelse af faciliteterne på Lillebæltsvej i Esbjerg med to nye produktionshaller og ny administration har EMS udvidet medarbejderstaben markant. Medregnes søsterselskabet Global Gravity, der står bag systemet Tubelock til håndtering af borerør i olieindustrien, beskæftiger virksomheden i dag godt 120 medarbejdere. Det er ikke mindst ingeniørafdelingen, der er blevet styrket markant for at kunne håndtere en stigende kompleksitet i projekterne.

Stolt MTS-stifter

MTS Svejseservice blev etableret i 1999 af Michael T. Sørensen og specialiserede sig fra begyndelsen i svejseopgaver i offshore og vindmøllerindustrien, der er kendetegnet ved at stille høje krav til kvalitet, leveringssikkerhed og dokumentation. MTS beskæftiger i dag fire medarbejdere og er lokalt i Esbjerg kendt som en fleksibel, serviceminded og kvalitetsbevidst virksomhed.

- Jeg stolt over, at alt det, vi har opbygget og står for i MTS, nu videreføres i en større virksomhed. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre overdragelse for mine medarbejdere og mine kunder end den aftale, der her er indgået med Kenneth Hagelskjær og EMS, siger Michael T. Sørensen.

Med overdragelsen, som er trådt i kraft per 1. juni 2024, overtager EMS maskiner, svejseprocedurer, kundeportefølje samt to specialiserede Inconel-svejsere. MTS Svejseservice skifter navn til EMS, men fortsætter foreløbigt sine aktiviteter fra den nuværende adresse på Mådevej 37 i Esbjerg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078