Medarbejdere skal arve Linak
Ejer og CEO Bent Jensen vil overdrage en tredjedel af Linak til en fond, der blandt andet skal styres af medarbejder-repræsentanter.
Bent Hansens to døtre har allerede fået overdraget hver en tredjedel af Linak, mens Bent Jensen agter at placere den sidste tredjedel i en fond.
- Det er den bedste løsning for at sikre Linaks overlevelse i Danmark. Man kunne også sælge virksomheden, men hvad skulle man med en masse penge, siger Bent Jensen til Fagbladet 3F.
Plads til alle
Linak-bossens to døtre har ikke ønsket at drive virksomheden videre, så fonden får en helt central rolle i den fremtidige drift – og Bent Jensen lægger op til, at der skal være plads til alle i fonden; lige fra 3F’ere til ingeniører og andre grupper.
Blandt de ansatte på Linak vækker de planer naturligvis stor glæde.
- Vi frygtede, at vi blev solgt til kapitalfond, der flyttede os til udlandet. Så det giver en stor tryghed for os, at planen nu er, at vi bevarer arbejdspladserne i Danmark, siger tillidsrepræsentant Hanne Kliver Anker til Fagbladet 3F.