Vestas snupper stor rumænsk ordre
Selskabet First Look Solutions har afgivet en ordre på 192 MW til vindmølleproducenten Vestas.
Ordren består af 30 styk V162-6.2 MW Enventus-møller, leveret i en 6,4 MW-udgave, som skal installeres i Vifor-vindmølleparken i det sydøstlige Rumænien.
Udover selve vindmøllerne indeholder ordren også en 15-årig serviceaftale, ligesom Vestas får ansvaret for ingeniør- og elektrisk arbejde.
- Vifor bliver et af de største vindmølleprojekter på land i regionen, hvilket vil bidrage væsentligt til Rumæniens ambitioner om energiomstilling, siger Nils de Baar, president for Vestas Northern and Central Europe.
Vindmøllerne skal efter planen leveres i begyndelsen af 2025, og være i drift senere på året.