Vindmølle løb løbsk
En række togpassagerer, der onsdag aften har rejst mellem Vordingborg og Falster, har fået en lidt længere rejsetid end forventet.
Årsagen er, at en vindmølle nær Nørre Alslev og tæt på banelegemet var løbet løbsk, og derfor måtte DSB af sikkerhedshensyn ikke benytte sporene.
Vindmøllen er i mellemtiden blevet standset, men der går noget tid, før personale og materiel igen kan fragte passagerer.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at det var en medarbejder fra en virksomhed, der er nabo til vindmøllen, som registrerede, at vingerne svingede noget hurtigere rundt, end de plejede.
Han kontaktede politiet ved 17-tiden, og i samråd med brandvæsenet blev det besluttet af sikkerhedshensyn at evakuere virksomheden og stoppe togtrafikken.
Brian Midjord, der er indsatsleder ved Lolland-Falsters Brandvæsen, fortæller, at det ved hjælp af en særlig wirekanon lykkedes at få stoppet vindmøllen med en kontrolleret nedbremsning.
/ritzau/