23948sdkhjf

Grøn bølge skæpper i kassen hos Alfa Laval

På verdensplan er der et stigende behov for teknologier, der renser, forædler og genanvender materialer, og løsninger, der reducerer udledningen af blandt andet drivhusgasser.

Det smitter af på efterspørgslen hos Alfa Laval i Danmark, som i 2023 omsatte for 6 mia. kr. i de fem selskaber, der udgør koncernens danske aktiviteter. Årets resultat før skat på 632 mio. kr. var en stigning på knap 10 procent i forhold til året før.

Alfa Laval i Søborg oplever blandt andet en vækst inden for systemer til fødevareindustrien.

- Vi mærker et stort behov for løsninger, der kan reducere forbruget af energi i forbindelse med fødevareproduktion. Samtidig er vi med helt i front, når det gælder udvikling af fremtidens fødevarer. Forbrugerne vil have andre kilder til protein end tidligere, og her kan vi gøre os gældende med den ekspertise, som vi har opbygget, siger managing director Per Lund Hansen fra Alfa Laval Copenhagen i en pressemeddelelse.

Test- og innovationscentre udvikler fremtidens løsninger

Alfa Laval har placeret flere af sine test- og innovationscentre i Danmark. For eksempel er koncernens testcenter i Aalborg, som især har fremtidens grønne brændstoffer inden for skibstrafikken som omdrejningspunkt, blandt de førende på verdensplan.

- Vi har et stort fokus på at supportere vores kunder i den energitransition, de er i gang med inden for det maritime område. Kravene til rederierne om at reducere udslip af blandt andet drivhusgasser er øget, og der er flere krav på vej. Det giver øget efterspørgsel på løsningerne til den maritime industri, siger Stig Person, der er managing director hos Alfa Laval i Aalborg.

Bæredygtighed spiller også en helt afgørende rolle for Alfa Laval i Kolding, som er globalt center for hygiejnisk væskehåndtering og tankrensningsudstyr, og som udvikler og producerer pumper, ventiler og tankudstyr til fødevareindustrien, bryggerier, mejerier samt farmaceutiske og kosmetiske industrier.

Fabriksflytning giver vækst

I 2023 afsluttede Alfa Laval i Kolding en omfattende fabriksflytning fra Eastbourne i England til Kolding, hvilket har optimeret produktionen og distributionen af højt specialiserede pumpeløsninger til fødevareindustrien og den farmaceutiske industri. I forbindelse med flytningen blev der etableret 85 nye arbejdspladser i Kolding.

- I 2023 fortsatte vi vores succes med at imødekomme kundernes behov for miljørigtige løsninger, så de for eksempel kan spare vand og rengøringsmidler i deres processer. Vi oplever stor efterspørgsel på vores løsninger vedrørende styring af ventiler og rensning af tanke, og der er stor interesse for vores overvågningssystemer til vores pumper, siger managing director Bjarne Søndergaard fra Alfa Laval Kolding.

Udover Alfa Lavals selskaber i Søborg, Aalborg og Kolding består Alfa Laval i Danmark af Alfa Laval Nakskov, der er globalt center for membranfiltrering og står for udvikling, produktion og salg af membraner og avancerede væskesepareringssystemer til blandt andet den bioteknologiske og farmaceutiske industri og spildevandsindustrien.

I alt har koncernen knap 2.000 medarbejdere i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062