23948sdkhjf

Gummiproducent vinder nyt offshore projekt

Den vestjyske producent af løsninger i gummi, plast og skum, RG Rom Gummi, har landet et nyt offshore-projekt til den hollandske havmøllepark Hollandse Kust West VI.

Hertil skal RG Rom Gummi producere og levere sine varmvulkaniserede gummiløsninger til de 54 havmøllefundamenters boat landings.

Det er efterhånden et krav fra branchen, at gummiet varmvulkaniseres på stålelementerne, da det er den eneste metode, som er holdbar nok. Gummiet beskytter stålkonstruktionens svejsninger, som udsættes for en enorm belastning, når skibene lægger til boat landingen for at overføre mandskab.

Tilpassede løsninger

Siden 2008 har RG Rom Gummi specialiseret sig i varmvulkaniserede gummiløsninger til boat landings og kan ifølge direktør Jesper Berg Kristensen også kalde sig en af verdens førende producenter af netop disse løsninger.

- Vi har altid været dygtige til at varmvulkanisere gummi, hvilket vi også har stor succes med i andre brancher end lige vindmølle- og offshoreindustrien. Vores viden om teknisk gummi, kombineret med kvaliteten og vores in-house produktionsfaciliteter, gør, at vi kan tilbyde en samlet pakke, som kun få andre producenter i verden kan matche, fortæller Jesper Berg Kristensen.

- Især vores mulighed for at tilpasse gummiet, efter det er varmvulkaniseret på stålelementerne, har virkelig været efterspurgt i vindmølle- og offshoreindustrien. Det giver nemlig kunden mulighed for forskellige designs og konstruktioner, som optimerer boat landingen og hele fundamentet, fortsætter han.

5.000 fundamenter på samvittigheden

Hollandse Kust-projektet er ikke helt ukendt for RG Rom Gummi, da virksomheden tilbage i 2021 og 2022 leverede deres varmvulkaniserede gummiløsninger til havvindmølleparkens nord- og syd-etaper.

Virksomheden har i snart 20 år produceret disse specielle gummiløsninger til offshoreindustrien og kan med denne ordre skrive mere end 5.000 havvindmøllefundamenter fordelt på 70 havvindmølleparker på CV’et.

Når Hollandse Kust West VI forventeligt står færdig cirka 53 km ud for den hollandske vestkyst i slutningen af 2026, har havmølleparken en samlet produktionskapacitet på 700 MW.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.194