Danfoss har succes i Slovenien
I modsætning til de 10-12 andre danske virksomheder, der er repræsenteret med salgsselskaber i Slovenien, har Danfoss flyttet sin fjernvarmeproduktion til landet. Og med stor succes.
- Grunden til, at vi oprindeligt købte fabrikkerne i Slovenien, var et spørgsmål om kompetencer. Det var ikke med sigte på lavere omkostninger, men det var selvfølgelig et behageligt plus, at lønniveauet er noget lavere end herhjemme, siger Nis Storgaard, direktør for Danfoss’ varmeforretning til Dagbladet Børsen.
Danfoss kunne hverken finde kompetencerne til fjernvarmeautomatikken i Danmark eller andre steder i Vesteuropa, så derfor er fabrikken i Ljubljana hovedforretningen på Danfoss’ fjernvarmeområde, skriver Dagbladet Børsen i dag.