Siemens lover billigere havvindmøller
Vindmølleproducenten vil sænke prisen med 40 procent frem mod 2020.
Siemens Wind Power har leveret vindmøllerne til Anholt-parken, og her er direktør Jan Kjærsgaard helt med på, at der skal kraftige prisreduktioner til for at opretholde markedet i de kommende år.
- Vi har et klart mål om at sænke omkostninger ved havvindmøller med op til 40 procent frem til 2020, siger han til Børsen.
Siemens-chefen understreger dog, at prisreduktionerne forudsætter en stadig strøm af ordrer, så produkterne kan modnes løbende. Han advarer derfor mod at genåbne det aktuelle energiforlig, hvor der er lagt op til investeringer i 1.000 MW i Horns Rev 3 og Kriegers Flak.