Semco vinder stor ordre i Tyskland
Den vestjyske virksomhed skal levere transformeranlægget til stor tysk havvindmøllepark.
- Semco Maritime har i de seneste år oplevet en betydelig vækst inden for vindkraft, og den bygger på vores store erfaring som offshore operatør i Nordsø-regionen igennem det seneste årti. Fra kun at være en dråbe i havet for ti år siden, så spiller vindindustrien en stor rolle i Semco Martimes first choice 2015 strategi, siger vicepræsident hos Semco, Carsten Nielsen.
48 møller
Det er det 10. transformeranlæg, som Semco skal levere til offshore industrien. Køberen til anlægget er RWE, som ejer Nordsee Ost. Havmølleparken består af 48 møller, og den ligger 35 kilometer nordøst for den tyske ø Helgoland.
Vindparken forventes færdigopstillet i midten af 2014, og den vil kunne give 295 MW. Møllerne vil være Repower 6,15 MW havmøller.
Det er planen, at transformerstationen skal forlade samarbejdspartneren Bladt Industries' anlæg i Aalborg i juli 2014.