Skrev millionordre under på damaskdug
Virksomheden Chrois Rail fra Ulfborg har solgt en avanceret og udbygget entreprenørmaskine til et norsk entreprenørselskab for 4,5 mio. kr.
Ordren har en samlet værdi på 4,5 mio. kr. Den blev indgået på en usædvanlig måde. Direktør Erling Chrois havde inviteret sin mulige norske kunde med til en middag hos den danske ambassadør i Oslo, Torben Brylle. De skrev specifikationerne og prisen på et hjørne af damaskdugen. Ambassadøren måtte derefter i køkkenet for at finde en saks, så de kunne klippe ordrebekræftelsen ud og tage med sig hjem.
Vestjysk eksportkontor i Oslo
Middagen var en del af et vestjysk eksportfremstød i Norge. Holstebro har netop åbnet et eksportkontor i den norske hovedstad – det første danske kommunale af sin slags i Oslo.
I alt 15 virksomheder havde mulighed for at invitere deres norske samarbejdspartnere med til middagen. På den måde kunne de danske firmaer demonstrere seriøsiteten i deres forretningsvirke – med Frederik IX’s monogram på porcelænet.
Chrois Rails omsætning varierer med, hvor store ordrer der kommer hjem, men ligger på op til 15 mio. kr. om året. Virksomheden køber standardmaskiner og foretager derefter avancerede ombygninger til deres kunders behov.
Vil eksportere endnu mere til Norge
Den nye ordre omfatter en såkaldt dumper til Ahsco Entreprenør i Vinstra i Norge. Den får i Ulfborg blandt andet sat skinnehjul på. Den udbygges, så den kan lægge både skærver og grus, foruden at den kan spule.
Norge har ligesom Danmark været tilbageholdende med at renovere jernbanestrækningerne. Det kan give særlige problemer på grund af de norske vejrforhold. Der kan danne sig små floder under skinner, og de risikerer at skylle det hele væk, når et tog kommer med høj fart og skaber vibrationer.
Chrois Rail har allerede et godt marked i Norge, hvor 40 procent af omsætningen hentes. Direktør Erling Chrois håber, at den andel kommer endnu højere op. Han har i disse dage yderligere en række forhandlinger med norske samarbejdspartnere.