LM Wind Power opruster i USA
Vingeproducenten forventer at have ansat hele 850 ekstra medarbejdere ved udgangen af 2014 for at kunne følge med efterspørgslen fra de store kunder.
De mange medarbejdere skal arbejde på LM Wind Powers fabrikker i Grand Forks i North Dakota og Little Rock i Arkansas. Opgraderingen skyldes, at LM Wind Power forventer øget efterspørgsel som følge af sidste års forlængelse af PTC-ordningen.
- Med de politiske rammebetingelser på plads vinder vores kunder atter flere ordrer, og vi er klar til at efterkomme deres efterspørgsel efter højeffektive kvalitetsvinger til det amerikanske marked og dermed tilføje hundreder af ekstra job. Nu er det vigtigt, at politikerne forbliver engagerede for at sikre stabile økonomiske rammebetingelser for at sikre fortsat industriel vækst og stigende amerikansk beskæftigelse, siger Bill Burga Jr., head of US Operations hos LM Wind Power.