Ny rum-organisation ser dagens lys: Vil samle industrien og uddannelsesinstitutioner
En ny dansk rumorganisation har set dagens lys, og det kan komme danske virksomheder til gode.
Navnet er Space Denmark, og bag organisationen står Søren Gram Riisgaard.
- Vi skal være en samlende organisation, som skal agere rød tråd i det danske rum-økosystem. Der foregår mange spændende ting i den danske rumsektor, og det er et tegn på, at det går godt. Men jeg har følt, der har manglet noget, der kan være med til at skabe et brand, som vi kan tage ud i verden med, siger Søren Gram Riisgaard.
Han fortæller videre, at Space Denmark kommer til at have et bredt fokus på at fremme samarbejdet mellem virksomheder, myndigheder og uddannelsesinstitutioner for at positionere den danske rumsektor bedst muligt.
Vil ikke konkurrere
I det lys understreger han, at han og Space Denmark ikke agter at konkurrere med de eksisterende organisationer på området og nævner erhvervsfremmeorganisationen Censec.
De er faktisk blandt de tidlige medlemmer i Space Denmark, lyder det.
- De har gjort det længe, og de er gode. Jeg tror, at vi kan tilføje noget værdi, ved at sprede et budskab om hvilke muligheder, der er i rummet, siger Søren Gram Riisgaard.
Han henviser til tal fra World Economic Forum, der viser, at det globale marked for rumfart og dertilhørende forretninger i 2035 kan vokse til 12,7 billioner kroner, som er knap tre gange højere end tallet for 2023.
Han ser derfor stort potentiale i, at virksomheder, der ikke allerede i dag leverer til industrien, på sigt vil kunne gøre det, fordi megen elektronik vil kunne understøtte de teknologier, der fremover yderligere skal gøres brug af fra rummet, blandt andet til klima- og miljømålinger og til shipping-industrien.
Prominente medlemmer
I praksis vil Søren Gram Riisgaards - og den organisation han er ved at opbygge - arbejde bestå i:
Indsamle indsigter i form af whitepapers og rapporter, der kan kortlægge mulighederne i sektoren.
Arrangere rejser og netværksmøder i endnu større og mere etablerede rumfartsnationer som Indien, Sydkorea og USA og på den måde vise den danske rumsektor frem og samle inspiration.
Skabe netværk og møder mellem danske aktører i rumfartsindustrien og underleverandører der potentielt vil kunne levere dertil. Desuden vil samarbejdet med blandt andet universiteterne være med til at kunne støtte den innovation og rekruttering, der er nødvendig for udviklingen i branchen.
Space Denmark holder til i København.
Indtil videre er blandt andet virksomhederne Rovsing, Space Inventor og Danish Aerospace Company og organisationerne Censec og DI Forsvar og Sikkerhed medlemmer.