150 år gammelt værft igen under rekonstruktion: - Insolvens en god nyhed
Flensborg Skibsværft og værftet Nobiskrug i Rendsborg har efter længere tids krise og økonomiske problemer anmodet Skifteretten i Flensborg om en rekonstruktion.
Det skriver Flensborg Avis.
Bag FSG Nobiskrug står den omstridte investor, Lars Windhorst, der gennem længere tid har været stærkt kritiseret for blandt andet forsinket lønudbetaling og manglende indbetaling af sociale bidrag for værftets 530 ansatte.
Så sent som i denne uge har forsyningsselskabet Stadtwerke SH truet med helt at afbryde strømmen til værftet Nobiskrug i Rendsborg, fordi den oprindelige strømkontrakt udløb med udgangen af november.
Hos det danske mindretals parti i Sydslesvig, SSW, glæder man sig over, at værfterne nu måske kan reddes - og at det nu må være klart for alle, at skibsværfterne kun har en fremtid uden Lars Windhorst.
- Selv om insolvens aldrig er en god nyhed, så er det det i dette tilfælde. De negative overskrifter omkring FSG-Nobiskrug har hobet sig op i alt for lang tid. Manglende lønudbetalinger, jobs uden reelt indhold, urensede toiletter og truslen om strømafbrydelser har ført tingene ud i det ekstreme. Den, der lader sine medarbejdere i stikken på den måde, har simpelthen fejlet som arbejdsgiver, siger SSWs formand, Christian Dirschauer, til Flensborg Avis.
Hvis det tager for lang tid at finde nye investorer, mener SSW, at der skal dannes et tranferselskab, dels for at sikre løn til medarbejderne i længere tid og samtidig sikre, at man kan fastholde den højt kvalificerede arbejdskraft.
Christian Dirschauer ser gerne, at Slesvig-Holsten bliver en del et eventuelt transferselskab.