Ny vejafgift: Stålgrossist opfordrer kunder til at samle leverancer
Fra 1. januar har lastbiler på 12 ton og derover skullet betale en vejafgift for at køre på dele af det statslige vejnet. Koblet sammen med en øget dieselafgift bliver fragten altså dyrere, og det rammer også stålgrossisterne.
Afgifterne skal fremme den grønne omstilling i transport- og logistiksektoren, men hos stålgrossisten Tibnor er man bevist om, at kunderne også kan se frem til en prisstigning på transport. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- Den nye vejafgift betyder, at vi nu opfordrer kunder til at samle leveringer ved at forøge minimumsgrænsen for fragtfri transport, ligesom vi belægger egne forsendelser med et mindre gebyr. Det sikrer, at vi fortsat er konkurrencedygtige uden at reducere vores serviceniveau, udtaler Emma Eriksson, adm. direktør for Tibnor Danmark.
Stålbranchen har i det hele taget været udfordret i 2024, skriver Tibnor, som særligt havde et udfordrende efterår med faldende udvikling i bygge- og anlægssektoren og i vindindustrien.
- 2024 var udfordrende for stålbranchen som helhed, fordi markedet viste sig at være mere ustabilt end forventet, og som alle andre skulle vi derfor navigere i den omskiftelige markedssituation. Vi har set en tydelig ubalance i det europæiske stålmarked, hvor udbuddet særligt mod slutningen af året oversteg efterspørgslen, hvilket pressede priserne ned. Og sammenholdt med usikkerheden i verdensøkonomien og geopolitiske konflikter har det påvirket markedet bredt, udtaler Emma Eriksson.
Stålgrossisten håber på, at det nye år bringer bedre tider, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.
- Hos Tibnor står vi fortsat et godt sted, selvom det forgange år blev mere udfordrende, end vi havde troet. Nu forbereder vi os på et år, hvor vi forventer at opleve en stabilisering i pris- og aktivitetsniveauet. Så vi er bestemt fortrøstningsfulde for 2025, lyder det fra Emma Eriksson.
Emma Eriksson har været adm. direktør for Tibnor Danmark i seks måneder. Læs det store tiltrædelsesinterview her.