Søstrøm A/S satser på nyt forretningsområde
Den østjyske underleverandør har udvidet kompetencerne med salg af uderumsløsninger og byinventar.
- Med lanceringen af en ny markedsføringsstrategi, herunder hjemmeside og tryksager, er vi nu i stand til, at fremvise vores produkter og kompetencer, udtaler salgsansvarlig Thorkil S. Lorentzen fra Søstrøm Outdoor.
Første ordrer er leveret
Hos Søstrøm A/S har man syslet med det nye forretningsområde gennem et stykke tid og med den nye markedsføringsplatform på plads, er man nu klar til at sætte ekstra boost på salgsarbejdet.
På trods af nylanceringen er de første ordrer allerede leveret og monteret, hvilket skaber grobund for optimisme hos producenten i Randers.
- Vi har blandt andet leveret til en boligforening i Nyborg, som har fået en materialegård bygget i galvaniseret stål med tropisk træ. Det er et projekt, vi har lavet i samarbejde med landskabs-arkitektfirmaet Arkplan, fortæller Thorkil S. Lorentzen.
Arkitekttegnede og specialdesignede
Hos Søstrøm Outdoor er produkterne blandt andet karakteriseret ved, at de er arkitekttegnede og specialtilpassede til kundernes individuelle behov. Desuden lægges meget vægt på produktudvikling og nytænkning inden for design og produktion.
- Vores produkter skal inspirere kunderne til selv at sammensætte deres unikke løsninger. Vi udvikler og producerer det umulige, det kunderne altid har drømt om, men til konkurrencedygtige priser, udtaler og fortsætter Brian Søstrøm Hansen, direktør og ejer af Søstrøm Outdoor, og bliver suppleret af Thorkil S. Lorentzen.
- Vi vil i første omgang gerne have fat i kommunerne, som kan bruge vores produkter i byrummet. Men vi vil også have fat i entreprenører, der fx kan bruge vores produkter, når de bygger skoler og lejligheder. Selvfølgelig vil vi også gerne have privatkunder, men det er et lidt mere komplekst marked.