23948sdkhjf

Dansk offshore-industri øjner nyt vækstmarked

Handels- og investeringsminister Nick Hækkerup står for officiel åbning af offshore-konference 25. november om mulighederne i Det Kaspiske Hav.
Danske leverandører til offshoreindustrien har de seneste år haft succes på de udenlandske markeder, og på blot ti år er eksporten i små og mellemstore offshorevirksomheder steget med 600 procent.

Nu bliver dørene åbnet til et nyt, lovende eksportmarked. Med en konference den 25. november hos Blue Water Shipping i Esbjerg vil innovationsnetværket og videncentret Offshoreenergy.dk i samarbejde med Eksportrådet under Udenrigsministeriet og Eksportforeningen sætte fokus på mulighederne for danske leverandører i og omkring Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Blandt talerne er generalkonsul i Rusland, Søren Robenhagen, ligesom handels- og investeringsminister Nick Hækkerup vil tale i forbindelse med åbningen.

- Potentialet og fremtidsperspektiverne i og omkring Det Kaspiske Hav og Sortehavet er så lovende, at det er helt naturligt, at vi forsøger at tiltrække opgaver til danske leverandører. Der er allerede danske virksomheder i eksempelvis Rusland, Aserbajdsjan og Kasakhstan i dag, men vi kan sikre væsentligt større engagement og en betydelig eksportomsætning for andre virksomheder, og det bliver et væsentligt tema på konferencen, siger direktør Peter Blach, Offshoreenergy.dk Oil & Gas.

Store oliereserver
Det Kaspiske Hav og Sortehavet er henholdsvis verdens største sø og et indhav på grænsen mellem Europa og Asien. Det Kaspiske Hav er et af de ældste olieproducerende områder i verden. Alligevel er der ifølge blandt andre US Energy Information Administration fortsat betydelige, uudnyttede olie- og gasforekomster, både onshore og offshore.

Der produceres omkring 2,6 millioner tønder olie og naturgas om dagen i Det Kaspiske Hav, hvilket er ti gange så meget som produktionen i Nordsøen. Alligevel estimerer US Energy Information Administration, at der er kendte reserver på yderligere 48 milliarder tønder olie og 100 billioner kubikmeter naturgas.

- Danske virksomheder har opnået stor erfaring med offshore-teknologi inden for olieudvinding, qua deres engagement i Nordsøen. De vil derfor kunne bidrage til at udvikle offshore-udvindingen i Det Kaspiske hav. Det skal ses i sammenhæng med, at det russiske parlament, Kreml, netop har vedtaget en ny lov, der gør det lettere for udenlandske virksomheder at indgå i partnerskab med russiske olie- og gasvirksomheder så som giganterne Gazprom og Lukoil. Danske Maersk Oil har også satset hårdt på olieudvinding på den kasakhiske sokkel. Med andre ord: vi er allerede til stede, vi har teknologien, og vi har erfaringen. Så alt i alt ser jeg et kæmpe potentiale for danske virksomheder i området, siger Klaus Sørensen, Eksportrådet, som fortsætter:

- Russerne har på nuværende tidspunkt ikke udnyttet landets offshore-potentiale, men for at opretholde udvindingsgraden af olie, er russerne blevet meget interesserede i at udvikle mulighederne offshore. Dette kan give danske virksomheder en unik mulighed for at komme ind på markedet omkring det Kaspiske Hav, da danskerne besidder teknologi i verdensklasse. Der er derfor store muligheder for at indgå partnerskaber med russiske firmaer. Ifølge eksperter er potentialet stort, da Det Kaspiske Hav udgør et af de største uudforskede olie- og gasområder i verden.

Udover indlæg fra generalkonsulatet i Skt. Petersborg vedrørende Rusland, Kasakhstan og Turkmenistan, vil generalkonsul i Istanbul, Søren Robenhagen, præsentere mulighederne omkring Sortehavet og Aserbajdsjan. Der vil desuden komme indlæg fra blandt andre Welltec og flere danske virksomheder repræsenteret i områderne.

Informationsmødet om markedsmuligheder i og omkring Det Kaspiske Hav og Sortehavet finder sted mandag 25. november 2013 hos Blue Water Shipping i Odense, som også er repræsenteret med flere afdelinger i landene omkring Sortehavet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093