Pressemeddelelse fra HIH
Handels- og IngeniørHøjskolen beretter i en pressemeddelelse om den rapport Erhvervs- og Boligstyrelsen udgav d. 25.10.04, hvor 27 amerikanske, canadiske og danske universiteters uddannelser i iværksætteri blev sammenlignet.
Canada og USA er medtaget, fordi de har nogle af verdens bedste uddannelser i iværksætteri, og den klare tendens i undersøgelsen er, at amerikanske universiteter ligger i toppen, canadiske i midten og danske universiteter i bunden.
- De danske universiteters placering i undersøgelsen er et signal om, at undervisningsformen skal ændres, hvis de studerende skal blive bedre til iværksætteri. Undervisningen skal i højere grad fokusere på ’Action Learning’, hvor der arbejdes med konkrete, kreative projekter i stedet for lærebøger, og der skal etableres tættere kontakt til erhvervslivet. Det er nødvendigt med uddannelsestilbud til de personer, der kan spotte muligheder og sætte ting i gang, siger Hans Jessen Møller, uddannelsesleder på Business Development Engineer-uddannelsen på Handels- og IngeniørHøjskolen (HIH).
HIH – næstbedst i verden til iværksætteri
Handels- og IngeniørHøjskolen blev placeret på 2. pladsen i rapporten fra Erhvervs- og Boligstyrelsen, hvor Business Development Engineer-uddannelsen (BDE) scorede højere end ni af de ti førende amerikanske universiteter inden for iværksætteri. Kun Babson College i USA fik en højere score.
- BDE-uddannelsen har været forprojektet for at skabe et innovativt miljø på HIH, der favner alle uddannelser inden for erhvervskommunikation, erhvervsøkonomi og ingeniør- og teknikområdet, siger Carsten Laustsen, prorektor på Handels- og IngeniørHøjskolen.
Styrken på HIH er, at de studerende kan samarbejde med studerende, som har andre faglige forudsætninger og trække på kompetente undervisere, der selv har arbejdet med forretningsskabelse. Og netop undervisningskræfter og iværksætteri går traditionelt dårligt i spænd på Danmarks videregående uddannelser.
- Organiseringen og kompetencerne på mange danske universiteter er præget af, at der er for få ledere og undervisere, der selv har været igennem processen med at blive en succesfuld iværksætter. Det ser jeg som en af de største hindringer for at få skabt rammerne for at uddanne flere iværksættere på kandidatniveau, der kan etablere robuste nye virksomheder og skabe forandringer i eksisterende, siger Hans Jessen Møller.
Yderligere oplysninger:
Uddannelsesleder, Hans Jessen Møller, Handels- og IngeniørHøjskolen, 96 29 62 87
Prorektor, Carsten Laustsen, Handels- og IngeniørHøjskolen, tlf. 96 29 62 03
www.ebst.dk/nyhed_erhverv/49289/1/0 (Erhvervs- og Boligstyrelsen)
www.hih.dk