Lars Goldschmidt stopper som DI-direktør
Hensynet til den politiske karriere gør, at Lars Goldschmidt med omgående virkning er fritaget fra sine forpligtelser i DI.
- Det er vigtigt for både DI og for mig personligt, at jeg i politiske debatter taler på mine egne vegne. Derfor er jeg glad for, at jeg nu fuldt ud kan værne om min egen og DI’s troværdighed, siger Lars Goldschmidt.
Allerede i januar ændrede DI ved strukturen, så Lars Goldschmidt ikke længere var offentlig talsperson for DI inden for blandt andet det forsknings- og uddannelsespolitiske område.
- Der må aldrig opstå tvivl i offentligheden eller hos vores medlemmer om, at en DI-ansat taler som repræsentant for erhvervslivet og ikke som kandidat for et politisk parti. Derfor er vi enige om, at Lars Goldschmidt allerede med virkning fra i dag er frigjort fra sine forpligtelser som direktør og repræsentant for DI, siger administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad, om beslutningen i en pressemeddelelse.