Bonus-Siemens overvejer vindmøllefabrik i Kina
Efter købet af Bonus vil Siemens direkte udfordre Vestas. Planerne for denne udfordring drøftes på et strategimøde i denne uge.
Siemens har store planer med den danske vindmøllevirksomhed Bonus, som Siemens købte for nylig.
Bonus og Siemens skal være en af verdens største vindmølleproducenter, og Siemens udfordrer direkte Vestas. På et møde i denne uge i Brande skal direktør Klaus Voges mødes med Bonus-ledelsen, herunder med direktør Palle Nørgaard, og emnet bliver bl.a., hvordan Bonus og Siemens skal reagere på Vestas førerposition. Vestas får altså ikke lov til at beholde sin markedsandel på 30 pct. i fred og ro, fremgår det af Dagbladet Børsen.
- Man kan ikke levere møller fra Brande til Kina. Kineserne ønsker fælles produktion i joint ventures, og i givet fald skal vi finde en partner i Kina, siger Klaus Voges til Dagbladet Børsen.
Voges siger ifølge Dagbladet Børsen, at fremtiden ligger i opførelsen af store vindmølleparker, ikke mindst til havs, hvor netop Bonus har en særlig erfaring.