Plastvirksomhed har købt sig ind hos Gibotech
Store forventninger til velfærdsteknologi har vakt Stål og Plasts interesse for Gibotech.
Stål og Plast var selv en af de første virksomheder i plastindustrien, som benyttede sig af Gibotechs robotteknologi til termo- og vakuumformning. Og det er som kunde hos Gibotech, at Jacob Braa Sørensens interesse er blevet vakt.
Det tidligere Giben Scandinavia, som i 1984 blev etableret fra bunden af Poul Fuglsang, har i årenes løb undergået flere forvandlinger. Oprindelig var det en forhandler og partner for italienske Giben, som leverede opskæringsudstyr til træindustrien.
Sterilcentral som verdenspotentiale
Giben Scandinavia i Odense, som senere blev til Gibotech, har senere specialiseret sig inden for robotter og automatiseringsteknologi til fremstillingsindustrien, og senest har man gennemført et højprofileret projekt for Gentofte Hospital, som har fået en ny, automatisk sterilcentral.
Jacob Braa Sørensen tror stærkt på, at markedet for sundheds- og velfærdsteknologi vil vokse globalt, og på det felt har Gibotech en styrkeposition.
- Der findes jo mange hospitaler rundt om i verden, som har en sterilcentral, siger han.
Men når han forventer, at velfærdsteknologi vil overstige industriteknologi i andele af Gibotechs aktivitet, så er det ikke fordi, han forventer, at der bliver mindre industriteknologi. Det er forventningerne til sundheds- og velfærdsteknologi, som er store.
- Det industrielle fylder næsten alt i dag hos Gibotech, og vi forventer ikke, at væksten på det industrielle område bliver mindre.
Jacob Braa Sørensen vil ikke nævne, hvor mange penge, Stål og Plast har investeret i Gibotech. Han siger, at man forventer et positivt afkast på længere sigt.
- Det er i hvert fald ikke noget, vi køber nu, fordi vi vil sælge det igen om tre år, siger han.
Ser virksomheden fra kundens side
Og selv om han ikke selv har erfaring med produktion af robotudstyr, så føler han sig rustet til at indtage formandsstolen. Han har selv en ingeniørbaggrund, som gør ham fortrolig med teknologi, og så mener han, at erfaringen som kunde er værdifuld.
- Jeg vil komme med en masse input fra kundens side og ved, hvordan det er at være en produktionsvirksomhed, som skal installere sådan noget udstyr.
Stål og Plast overtog aktieposten fra Poul Fuglsang, som trak sig ud efter næsten 30 i egen virksomhed. Bestyrelsen består nu af Jacob Braa Sørensen og Kurt Brusgård Poulsen, som til sammen ejer Stål og Plast samt den daglige ledelse, som består Henrik Anker og Mikkel Bjerregaard. Aktiefordelingen og ejerstrukturen er tilrettelagt sådan, at der skal være enighed i ejerkredsen om de overordnede beslutninger.