23948sdkhjf

Stadig flere finder medarbejderne hos Dansk Metal

Øget formidlingsindsats mindsker ledigheden blandt metalarbejdere. Det er dog tvivlsomt, om beskæftigelsen i metalindustrien reelt er øget, når man måler i antal.
Dansk Metal fandt nyt job til 802 medlemmer i de første fire måneder af 2014, viser nye tal fra fagforbundet Dansk Metal, og det er 60 procent flere vellykkede jobformidlinger end i tilsvarende periode sidste år.

Det skyldes ifølge Dansk Metal, at man har intensiveret den direkte kontakt med virksomhederne. Jobformidlingsarbejdet har i det seneste år fået et kæmpe løft.

- Mange virksomheder har fundet ud af, at det mest effektive, man kan gøre, er at ringe til os, så vi kan sende vores ledige ud til dem, siger Torben Poulsen, som er leder af a-kassen i Dansk Metal.

Flere vendes i døren
I Dansk Metal mener man også, at det har hjulpet, at man i seneste overenskomst har fået to arbejdsgiverbetalte fritimer til opsagte medarbejdere, så de i opsigelsesperioden kan besøge deres lokalafdeling i Dansk Metal for at få vejledning, og tit er man i stand til at "vende dem i døren", som de siger.

Stadig oftere lykkes det at finde nyt job omgående, fordi virksomhederne henvender sig, og således slipper stadig flere metalarbejdere for at skulle melde sig ledige mellem to job.

Ledighedsprocenten i Dansk Metal er også faldet mærkbart siden samme tid sidste år. Fra 5,8 procent i marts 2013 til 3,8 procent i marts i år. Det kunne tyde på, at et jobopsving er i gang, vurderer man.

- Vores fornemmelse er, at der er en stigende beskæftigelse, siger Torben Poulsen.

Industrien ser ingen jobfest
Dansk Metal er dog ikke i stand til at opgøre antallet af beskæftigede medlemmer, og i Dansk Industri tvivler man på, at antallet af beskæftigede er på vej op.

I Fremstillingsindustrien, hvor Christian Eskelund-Hansen er chefkonsulent, ser man kun en konstant nedadgående beskæftigelseskurve. Siden 2008, hvor antallet af beskæftigede i metal- og maskinindustrien toppede med 120.828. Senest ved nytår var tallet faldet til 91.282 medarbejdere. Ved nytår 2013 var det tal 94.111.

- Vi forventer heller ikke nogen særligt prangende udvikling fremover. Det går den rigtige vej med omsætningen, men vi ser ikke tegn på, at den omsætningsfremgang materialiserer sig i flere ansættelser, siger Christian Eskelund-Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078