23948sdkhjf

Nastec Steel går vandvejen

Den fynske underleverandør har suppleret maskinparken med en ny vandskærer.
Vandskæreren, af mærket TCI Cutting BPS 2060, blev installeret den 1. maj og har dermed kørt en lille måneds tid hos Odense-virksomheden Nastec Steel.

- Og vi har allerede fået de første kunder til den uden at gøre noget som helst for at opsøge dem, siger Tom Hansen, der ejer Nastec Steel.

Så maskinen i brug
Maskinen er leveret i et samarbejde mellem Matech og J.M. Maskiner. Matech har agenturet på TCI i Danmark, men det var John Møller fra J.M. Maskiner, der havde kontakten til Tom Hansen og Nastec Steel.

- Jeg syntes jeg manglede en skæremaskine til lidt egenproduktion, og jeg undersøgte markedet i forhold til laser og plasma, men det viste sig, at der ikke var ret mange konkurrenter her på Fyn, der havde en maskine, der kan det, vandskæreren kan, forklarer Tom Hansen.

Direktør Erik Nielsen fra Matech inviterede Tom Hansen med til Tyskland, hvor han kunne se vandskæreren i brug hos en virksomhed i den tyske flyindustri, og herefter var han overbevist om, at vand er vejen frem.

Ikke begrænset af materialer
TCI'en skærer med et tryk op til 6.200 bar og i materialer op til 200 mm i tykkelse og 2x6 meter i størrelse.

- Den skærer i alle former for metaller inklusive stål og aluminium, i træ, kunststoffer, plast, granit osv. Det er netop fordelen ved en vandskærer, at den ikke er begrænset til bestemte typer af materialer. Og kombinationen med et 3D-skærehoved giver en stor fleksibilitet i forhold til materialer og mulighed for at løse tredimensionale opgaver, forklarer Tom Hansen.

- Vores hovedbeskæftigelse er stål, men med den her maskine kan vi også tage andre kunder ind, der har behov for skæring. Det udbygger hele vores kundegrundlag. Hvis vi havde holdt os til en laserskærer, var vi begrænset til at levere til metalindustrien, uddyber han.

Mærker fremgang
Tom Hansen overtog Nastec Steel i 2011 og flyttede for godt 1½ år siden virksomhedens aktiviteter fra Langeland til Odense.

Virksomheden opererer hovedsageligt inden for pladebearbejdning, men også inden for mindre konstruktioner og har samtidig en mindre produktion af plexiglasvinduer. Kunderne findes hovedsageligt i metalindustrien og byggeindustrien.

- Det går stærkt for øjeblikket, det går fremad. Vi har en rigtig god ordrebeholdning og kan klart mærke en stigning i ordreindgangen. Vi oplever også, at det er et positivt marked, hvor vi ikke længere kun konkurrerer på pris, men også på kvalitet og fleksibilitet, siger Tom Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103