Minister går ind i sag om husstandsvindmøller
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen vil nu hjælpe de danske producenter af husstandsvindmøller, som nu i halvandet år har ventet på en lov for afregning af elpriser på husstandsmøller.
Kunderne er der, men hvis ikke EU godkender den danske lov om afregningspriser for el til husstandsvindmøller kan de danske producenter af husstandsvindmøller alligevel ikke få solgt sine møller. Og den godkendelse har foreløbigt været halvandet år under vejs.
Læs også: Mølleproducenter kigger mod udlandet
Producenterne er nu så hårdt presset, at flere overvejer muligheden for at rykke deres virksomhed til udlandet. Og det fik i weekenden formanden for Folketingets energiudvalg, Steen Gade fra SF, til at gå ind i sagen og stille spørgsmål til den ansvarlige minister.
Det har nu fået klima-, energi- og bygningsministeren til at indkalde mølleproducenterne til et møde i slutningen af næste uge.