23948sdkhjf

Audi og BMW henter komponenter hos vestjysk fabrik i vækst

I 2006 og 2007 var Brdr. Jørgensen Components i Holstebro hårdt presset af konkurrenter i Kina, men i dag har de vundet stort set alle kunder tilbage. Smart teknik og automatisering gør, at lønudgifterne ikke betyder synderligt.
Ved nytår var de 30 medarbejdere, nu er de 44. Brdr. Jørgensen Components i Holstebro er inde i en gevaldig udvikling. Det skyldes ikke mindst en stigende eksport til Tyskland.

Brdr. Jørgensen Components fremstiller metalemner med forskellige teknikker. Blandt de større kunder er bilfabrikkerne Audi og BMW, som får dele til blandt andet deres servostyringspumper fra Holstebro.

Væksten hos Brdr. Jørgensen Components er på 40-50 procent, og omsætningen når i år op omkring 45 mio. kr.

Har vundet ordrer tilbage fra Kina
Fremgangen kommer, selv om Brdr. Jørgensen Components producerer komponenter, som en række kinesiske fabrikker også gerne vil sælge. Op til finanskrisen var det vestjyske firma hårdt presset af Kina.

- Men i dag har vi vundet de fleste kunder tilbage fra kineserne. Det skyldes, at vi har fundet frem til teknikker, så vi kan fremstille vore produkter på en smart måde. Dermed betyder lønudgiften ikke synderligt, siger direktør Søren Lassen fra Brdr. Jørgensen Components.

Han tror så meget på sin egen konkurrenceevne, at han pønser på, om han snart kan sende emner til Kina og sælge dem derovre. Men der mangler stadig det sidste nøk i, at det bliver rentabelt. I Europa har han ingen problemer med kineserne, fordi de har større transportudgifter.

Fakta
Brdr. Jørgensen Components er grundlagt for 80 år siden på en produktion af håndhjul til at lukke og åbne ventiler med. Dem produceres og sælges der stadig titusindvis af.

Senere er andre produkter kommet til: For eksempel akselkomponenter til understellet på trailere og campingvogne og filterhuse til blandt andet traktorer og maskiner med hydraulikolie.

Ud over produkter til den sorte industri har Brdr. Jørgensen Components også et voksende salg af varer designet af danske arkitekter. Ikke mindst Kubus-lysestagen, der er tegnet af direktør Søren Lassens bedstefar, arkitekten Mogens Lassen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089