Ny administrerende direktør hos Søgaard Industri
Som led i en større organisatorisk rokade hos Søgaard Industri er der den 15. september sket en udskiftning på direktør posten. Stefan Søgaard indtræder som ny administrerende direktør for organisationen. Samtidig skiftes der ud i bestyrelsen, hvor Jim Søgaard indtræder som ny bestyrelsesformand.
- Jeg er meget glad for, at det er min søn, Stefan Søgaard, som der nu overtager min plads som administrerende direktør. Det er første skridt i et generationsskifte. Mit ”nye” arbejde bliver at få sammenkørt vores datterselskab Søgaard Industri Norge AS. P.t. er vi ved at indrette vores lokaler i Oslo, som vi har ventet på i over seks måneder.
- Vi står over for et meget stort vækstpotentiale, og jeg forventer, at vi inden for to år vil have opnået en samlet omsætning på over 80 millioner, så fremtiden ser meget stabil ud, fortsætter han.
Stefan Søgaard supplerer:
- Der er med stor glæde og ydmyghed, jeg tiltræder stillingen som administrerende direktør i virksomheden. Jeg er glad for muligheden for at kunne sætte mit præg på virksomheden, og det er klart, at der i fremtiden, i samarbejde med medarbejderne, vil ske ændringer. Kæden er aldrig stærkere end det svageste led, og derfor vil jeg i den kommende periode gennemgå virksomheden fra a til z for at lokalisere og forstærke disse.
- Vi skal fortsat fokusere på vores kernekompetencer og sørge for vækst til forretningen. Samtidig skal vi tilegne os nye kompetencer og udvikle os som organisation og som mennesker. Det er vigtigt for mig, at vi alle føler os velkomne, og at der er et frit og uformelt arbejdsmiljø med gode kollegaer og arbejdsledere.